Den seneste måneds tid har flere nyhedsmedier gisnet om, hvorvidt TikTok er "det nye Google for Gen Z".
Og det er ikke uden grund. Faktisk har Google Senior Vice President, Prabhaka Raghavan (if. TechChrunch), udtalt, at yngre brugere i større og større grad anvender både Instagram og TikTok i stedet for Google Search og Google Maps. Det kunne eksempelvis være, når Gen Z leder efter et sted at spise.
Fra et psykologisk perspektiv er dette super interessant, fordi det vidner om et skifte i online forbrugeradfærd. Den yngre målgruppe browser i højere grad gennem content - eksempelvis på Udforsk-siden på Instagram, hvorefter de tjekker den taggede lokation, in-app. Tilsvarende adfærd ser vi også på TikTok.
Man kan kalde det en content-first tilgang til informationssøgning.
Pointen er, at brugerrejsen ikke nødvendigvis starter på Google, men på en mere visuel content-drevet platform, og det har enorme betydninger både for Google, men også for dig som brand - og din omni-channel strategi.
Men der er trods alt en meget vigtig forskel mellem søgningerne på Google og søgningerne på TikTok: Forbrugerens mindset, når de søger.
Den helt klare forskellighed mellem brugere på Google og brugere på TikTok er forskellen mellem intentionel søgning og inspirationssøgning. Og den her inspirationssøgning kender vi allerede fra (en i min optik undervurderet app) Pinterest.
Du kender sikkert vendingen "at spise med øjnene". Det gør vi som mennesker. Helt automatisk. Derfor er inspirationssøgning content-drevet. Og det er det, både Pinterest og TikTok vinder på.
Men hvorfor vinder TikTok over Pinterest og YouTube?
Fire ord: Short-form video content.
Fra et psykologisk perspektiv er short-form video content det perfekte format til content-drevet inspirationssøgende adfærd (wow... langt begreb. Lad os se, om vi kan lade være med det bruge dét igen).
Lad mig for nemhedens skyld forkorte short-form video content til S-FVC.
S-FVC vs skrift (TikTok vs blogpost)
Hvorfor søger vi ikke bare på Google, finder en blog eller en artikel og lader os blive revet med af en inspirerende fortælling? Rent biologisk er vi som mennesker indrettet til at spare mest mulig kognitiv energi. Med andre ord er vi indrettet til at tænke mindst muligt. Det betyder, at dén information, der er lettest at afkode, er den vi foretrækker. Det kræver mere tankekraft at læse en tekst, end det gør at se en video. Det er sandsynligvis også en god forklaring på, hvorfor så mange ser fjernsyn eller scroller på sin telefon i stedet for at læse en bog.
Og som jeg nævnte ovenfor: Vi mennesker spiser med øjnene.
S-FVC vs billede (TikTok vs Pinterest)
Så hvis vi spiser med øjnene, så må et billede jo være lige så godt som en video? Dén logik kan jeg egentlig godt følge. Her gør det sig dog gældende, at et billede ikke kan indeholde lige så meget information som video.
Ja okay, et billede siger måske mere end tusind ord, men der skal altså 24 billeder til ét sekunds video. You do the math...
Video som format kan altså levere en relativt stor mængde af information pakket ind i en let fordøjelig pakke.
S-FVC vs long-form video content (TikTok vs YouTube)
Long-form video content må jo så være bedre end S-FVC, hvis billeder indeholder for lidt information? I nogle tilfælde, ja. Men ikke her. S-FVC virker så godt for content-drevet inspirationssøgning (ups, der var det begreb igen), fordi det hurtigt kommer til pointen. Når du som bruger søger information, vil du gerne have det serveret nemt og hurtigt. Derfor skal indholdet også være nemt og hurtigt. I et tænkt scenarie er du ikke klar til at fastlåse dig på, om du vil bruge mere tid på dén her specifikke opskrift på kage, eller om du vil bage en anden kage.
Når først du har bestemt dig, så giver long-form video content mening.
Hvad betyder det for dig?
Du skal selvfølgelig først og fremmest være tilstede på TikTok. Men helt konkret så betyder ovenstående, at du skal tænke SEO ind i din TikTok strategi. Lidt som du måske allerede gør det i dine YouTube videoer. Det har primært to formål.
- Ligesom YouTube videoer så indekseres TikTok videoer på Google, så de kommer frem ved søgning på relevante keywords.
- Og måske i virkeligheden endnu vigtigere, så indekseres dine videoer på TikTok også efter relevante keywords. Men i modsætning til Instagram, hvor du udelukkende indekseres på hashtags, så kan du på TikTok også søge videoer frem på hele sætninger. Derfor skal du både tænke hashtags og sætninger ind i din TikTok SEO strategi.
Ja, det er en helt anden tilgang til TikTok platformen, der er langt mere inbound end de typiske strategier, vi ser flest snakke om. Men hvem ved - måske passer denne strategi bedre til dit brand?