Skal du danse på TikTok? Bliv taget seriøst på platformen

Posted by Peter Jensen on

Der var engang, TikTok var en danse-app. Ja, engang. Det er det ikke længere. Bevares, du kan selvfølgelig stadig finde masser af dansevideoer på TikTok, men det er blevet så meget mere end dét. 

Men lad os starte fra starten. TikToks historie.
I den vestlige verden kendte vi først TikTok som Musical.ly: En app hvor primært børn dansede og lavede lip-sync på 15 sekunders videoer. Det lignede meget den tidligere populære app, Vine, men med mindre fokus på humor og mere fokus på god stemning. Det var nemt at komme i gang for brugere uden de store kundskaber i videoredigering eller idégenerering. 

Den sideløbende kinesiske udgave af TikTok hed Douyin (det hedder den faktisk stadig). 
Og det var netop virksomheden, Bytedance, der ejer Douyin, som opkøbte Musical.ly i 2017 - Ét år efter TikTok blev lanceret. Sandsynligvis fordi Musical.ly havde bedre fat i det vestlige marked. 
Faktisk var både Musical.ly og Douyin skabt i Kina, og de var mere eller mindre direkte konkurrerende apps. 

Så med andre ord har "TikTok" været en danse/lip-sync app siden 2014. Men ligesom Facebook startede som en niche hjemmeside for folk i college, så når rigtig populære platforme udover sin niche på et tidspunkt. Dét har vi lige oplevet med TikTok.
Der er plads til alle typer content. Og det handler om at være først. 

Så spørger du, om du skal danse på TikTok, er det korte svar: Nej. 

Hvordan bruger du så platformen til content, hvis du gerne vil tages seriøst?

Det er vigtigt, at vi først er enige om, at den autentiske tilgang til content på TikTok lige nu, gør det til et præmis, at du viser mere personlighed på platformen. Og personlighed behøver ikke være lig med skørt eller useriøst.
Men at blive taget seriøst på TikTok er ikke et nødvendigt onde for alle.

Hvis jeg skal skære alle over én kam, så er der primært tre typer virksomheder, der bør tages seriøst på platformen:

  1. B2B rådgivere af større virksomheder
  2. Virksomheder inden for sundhed
  3. High end B2C brands

 

B2B rådgivere af større virksomheder

Store virksomheder er ofte lig med store budgetter. Og store budgetter kræver en vis seriøsitet. Her nytter det ikke noget, at du udgiver skøre TikTok videoer, hvor du danser, eller ser hvor mange Mariekiks du kan have i munden.
Hvordan dét content overhovedet er relevant, er en helt anden snak. Hvem ved? Måske du har verdens "bedste" idé med Mariekiks videoer. 

Find i stedet et mere afdæmpet format for dit content, der passer på det, du gerne vil formidle. 
Spørg dig selv: Hvem ville jeg gerne have til at give mig råd inden for det her område, hvis mit budget var 800.000 kroner, og mit job afhang af det? Turde jeg så vælge hende den skøre kvinde fra TikTok, der laver videoer, som viser, hun er skarp til salsadans?

Virksomheder inden for sundhed

Hvis du arbejder med sundhed, så er du sandsynligvis ekspert inden for et område, hvor tillid er altafgørende. Du har en viden, kunden ikke har, og hvor kunden principielt ikke vil kunne gennemskue, om det, du siger, er sandt eller ej.
Tag en tandlæge som eksempel. Hvor tit har du været til tandlæge, hvor hun sagde, at du skulle have tandrensning, hvortil du har svaret: Er du nu sikker på det? Bør jeg ikke i stedet have XYZ?

Sikkert aldrig. 
Hvis du har, antager jeg, at du er super interessant at have med til sociale arrangementer. 

For at fortsætte i tandlæge eksemplet gør det nok heller ikke noget godt for din opfattelse af din tandlæge, at du ser dem danse relativt klodset på TikTok.
Du vil i højere grad helst se content fra dem, hvor du 1) bliver bekræftet i, at de ér søde og imødekommende, og hvor de 2) viser, at de er troværdige eksperter i det, de gør. Det kunne være, de udgav en video, hvor de viste processen bag at skifte en tandkrone.

High end B2C brands

Lige meget hvad du gør som high end brand, så er der store forventninger til det, du leverer af content. Med andre ord skal din produktion være i orden. Det skal være lækkert-lækkert - også selvom det "bare" er til TikTok. Det er dit brand, der står på spil, hver gang du udgiver noget.

Men high end betyder ikke, at det ikke må være skørt. Se på modehuset, Balenciaga. Alt, de laver, er skørt. Ikke kun på TikTok. TikTok er næsten det mindst skøre ved brandet, men det ér trods alt stadig skørt.
Men det er ikke mærkeligt-skørt. Det er sejt-skørt. Det passer på brandet.
Lad dig inspirere af, hvordan Balenciaga bliver taget seriøst på TikTok som high end brand.

Hvad bør du ellers undgå?

Der er mange andre ting, du bør undgå. Men også mange ting, du bør gøre.
Hvis du er mere nysgerrig, kan du eksempelvis læse om de 5 ting, du bør overveje, før dit brand starter på TikTok
Eller se de største fejl, brands laver på TikTok

 

← Older Post Newer Post →